Kulturnatten 2008
Den 10. oktober er det 16. gang Kulturnatten finder sted. Mere end 200 forskellige teatre, museer, ministerier, biblioteker og mange andre åbner dørene til en lang række særarrangementer.
For 16. år i træk åbner København sig for Kulturnattens gæster og på én nat bydes publikum på cirka 500 kulturoplevelser. Og hele byen er med. Fra indre by til Valby, Frederiksberg, brokvarterne, Islands Brygge og Christianshavn vil store og små kunne opleve byen på en ny måde ved særarrangementer, der kun afholdes denne ene gang.
Den kulturelle profil skærpes
Den røde tråd for Kulturnattens program er mangfoldighed og et bredt udvalg af kulturelle arrangementer, der sikrer, at der er tilbud til de fleste. Dog er den kulturelle profil skærpet til dette års Kulturnat, hvilket betyder, at der er cirka 70 færre arrangører.
- Kulturnatten nåede allerede for et par år siden et størrelsesmæssigt mætningspunkt, og vi har derfor i år skærpet den kulturelle profil. I Kulturnattens program ønsker vi, at det er kulturoplevelser, der er i højsædet, siger Marie Myschetzky, senior projektleder i Wonderful Copenhagen.
Klassikere og nye oplevelser
Kulturnatten byder både på klassikere og nye oplevelser. Steder som Folketinget, Rådhuset og Rundetaarn er store publikumsmagneter, men mange bruger også Kulturnatten til at få oplevelser, som de ellers ikke ville kunne få.
I år inviterer flere teatre som fx Det Ny Teater og Jytte Abildstrøms Teater til en tur bag kulisserne. Andre oplevelser i natten kunne være kulinariske eller musiske.
Find mere information på www.kulturnatten.dk