Tema: Jul på landet

Print

På landet begynder juleforberedelserne tidligt. Der skal både bages, brygges juleøl, slagtes og gøres rent på gården. Adventskransen skal laves og juletræet pyntes med levende lys og hjemmelavede julehjerter. I Københavns omegn kan du få en god fornemmelse af julen på landet i gamle dage såvel som i dag.

Historisk jul på Frilandsmuseet
Supplér din hektiske og kommercielle jul med en anden type juleoplevelser på Frilandsmuseet i Lyngby, ikke langt fra Københavns centrum. Frilandsmuseet, der består af huse og gårde fra den danske fortid, illustrerer igen i år julens mange traditioner - fra det madglade julebord hos 1700-tallets bonde til juletræsfesten i 1930ernes forsamlingshus. Derimellem kan du se det 'nationale' juletræ, hvorigennem beboerne på Sdr. Sejerslev gården viste deres danskhed, den enkle jul hos den fattige hedebonde og det overdådige juletræ hos den rige møller på Ellested. Der er naturligvis tændt op i brændekomfuret på herregården, og museumsbutikken vil bugne af julepynt og julegaver. Gå ej heller glip af det populære teaterstykke om den sure drillenisse, som vises kl. 11, 12, 14 og 15. Vil du opleve en historisk jul - så tag på landet i byen.

Åbent:
1.-2. og 8.-9. dec: Kl. 10-17 (aktiviteter kl. 11-15.30).
Frilandsmuseet
Kongevejen 100, Lyngby
Tlf.: +45 3313 4411
www.frilandsmuseet.dk
Nationalmuseets juleside: www.natmus.dk/sw22728.asp

Jul i Karen Blixens ånd
Selvom den berømte danske forfatter Karen Blixen ofte tilbragte julen hos sin søster Ellen Dahl eller hos andre slægtninge, skulle der en rødgran ind i stuen i hendes hjem på Rungstedlund. Juletræet blev pyntet efter helt specielle og meget enkle regler: Først placeredes topstjernen, så sølvlametta, som for alt i verden skulle være i enkelte strimler, stjerner i hvidt papir og endelig glaskugler i sølv. Til allersidst kom lysene på. Denne tradition opretholdes fortsat på Karen Blixen Museet på Rungstedlund, nord for København. I museumscaféen serveres der specialiteter, og i Boganis Salen kan du se Rosendahls nye serie juledekorationer, som hedder Karen Blixens Jul, designet af Ole Kortzau. Der er også mulighed for at købe dekorationerne.

Åbent: Fra 5. dec: Ons-fre kl. 13-16, lør-søn kl. 11-16. Man-tirs lukket.
Karen Blixen Museet
Rungstedlund
Rungsted Strandvej 111, Rungsted Kyst
Tlf.: +45 4557 1057
www.blixen.dk

Økologisk jul på Fuglebjerggaard
Kogedronningen Camilla Plum og indehaveren af Danmarks eneste humlemark Per Kølster byder igen i år velkommen til deres økologiske julemarked i Helsinge, nord for København. Træd indenfor i deres økologiske paradis, Fuglebjerggaard, med et stort og eksklusivt udvalg af økologiske madvarer og julespecialiteter. Her finder du alt, hvad du behøver for at holde en økologisk jul. Gårdspladsen er overdækket, opvarmet og pyntet med gran og nisser, og der serveres æbleskiver, kager, ris a' la' mande, hjemmebrygget øl og parrets berømte hvide glögg. Per og Camilla har forinden stået i køkkenet og syltet, braset og bagt, så hele gården bugner af juledufte, krydderier, brød og kager, postejer og specialiteter. Pers juleøl fås i flere kraftige, let krydrede varianter, samt en friskbrygget nisseøl til børn og til risengrøden. I mølleriet kan du opleve, hvordan mel bliver til, og i køkkenet hvordan det bliver til brød og kager. Køkkenet er desuden omdannet til et åbent arbejdende krydderiværksted, hvor der ristes, blandes og knuses krydderier til julens bagværk. Derudover kan du i gårdbutikken finde masser af usædvanlige julegaver, julepynt, blomster og pyntegrønt.

Åbent:
8.-9. dec: Kl. 10-16.
Fuglebjerggaard
Hemmingstrupvej 8, Helsinge
Tlf.: +45 4839 3943
www.fuglebjerggaard.dk

Jul på Jagt- og Skovbrugsmuseet
På Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm, nord for København, er der lagt op til en jul i ét med naturen. Over to søndage i november kan du kreere din egen adventskrans. Museet har nemlig samlet ind og har bjerge af ædelgran og halmkranse klar. Du skal blot medbringe dit eget julebånd. Personalet giver gode råd og hjælper gerne undervejs. Derudover serveres der småkager, kaffe, te og gløgg i juleværkstedet. Museet ligger i naturskønne omgivelser og har til huse i de smukke 1700-tals stalde- og ladebygninger, som blev opført i tilknytning til det for længst nedrevne Hirschholm Slot. Ligeledes over to søndage i december kan du følge med museet på en rask gåtur i den friske vinterskov på jagt efter de lokale skovnisser og naturens julepynt. Turene er ca. tre kilometer lange og egnede til barnevogne. De sluttes af med gløgg og æbleskiver på flammende finske komfurer.

Åbent:
Lav din egen adventskrans: 18. og 25. nov: kl. 11-15. Nissejagt i vinterskoven: 2. og 9. dec: Afgang fra museet kl. 11.
Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum
Folehavevej 15-17, Hørsholm
Tlf.: +45 4586 0572
www.jagtskov.dk

Juleøl på Esrum Kloster
Der er intet som smagen af en rigtig god juleøl, der kan få én i julestemning, og på Esrum Kloster i Græsted, nord for København, er der da heller ingen jul uden Carsten Berthelsens juleøl. Der er dømt rigtig julehygge, fyldt med gode historier og ikke mindst prøvesmagning af julebryggen. Arrangementet koster DKK 300 inkl. buffet. Når du alligevel er på Esrum Kloster, så kig også ned i restauranten Broder Rus' Kælder, shop smykker, glas, krydderurter, honning, sydesalt og klosterøl i klostrets hyggelige butik, eller køb lidt økologiske varer med hjem fra Møllegårdens gårdbutik.

Åbent:
30. nov og 1. dec: Kl. 18.30. Tilmelding nødvendig.
Esrum Kloster & Møllegård
Klostergade 11, Esrum, Græsted
Tlf.: +45 4836 0400
www.esrum.dk

Den gamle jul på landet
Hvordan fejrede familien jul på landet i det gamle bondesamfund? Har man altid haft juletræ, og hvad fik børnene i julegave? Greve Museums juleudstilling handler om den gamle jul på landet og fortæller om overgangen til juletræsjul omkring år 1900. Der er pyntet op til jul i museets faste interiørudstillinger, hvor du kan opleve, hvordan julen blev fejret på en stor hedebogård i forskellige perioder op gennem 1800- og 1900-tallet. Greve Museum ligger i Greve, syd for København.

Åbent: 27. nov-30. dec: Tirs-fre kl. 11-15, søn kl. 11-17. Lukket man og lør.
Greve Museum
Bækgårdsvej 9, Greve
Tlf.: +45 4340 4036
www.grevemuseum.dk

Nordsjællandske fåreavleres julemarked
På Lyngby Nordre Mølle i Lyngby, ikke langt fra Københavns centrum, udstiller nordsjællandske fåreavlere, tekstil- og kunsthåndværkere deres arbejder ved det årlige traditionelle julemarked med arbejdende værksteder. Se bl.a. hvordan ulden bliver behandlet, og køb hjemmelavede og hjemmestrikkede julegaver. Du kan shoppe rundt mellem håndvævede tekstiler, vævede tæpper, stenhuggerkunst, uldtøj, plantefarvede garner, træværk, lammespegepølser, røgede lammefileter, krydderurter, fåreoste og postejer.

Åbent:
8.-9. dec og 15.-16. dec: Kl. 10-16.
Lyngby Nordre Mølle
Lyngby Hovedgade 24, Kongens Lyngby
www.lyngbymarked.dk

Økologisk jul på Krogerup Avlsgaard
I de første tre weekender i december er der økologisk julemarked på Krogerup Avlsgaard, hvis gårdbutik er en del af virksomheden Aarstiderne, som leverer økologiske fødevarer direkte til mange danskeres hoveddør. Gårdbutikken på Krogerup Avlsgaard, som ligger blot 500 meter fra Louisiana i Humlebæk, nord for København, er indrettet i en tidligere kostald, hvor der udelukkende handles med økologiske varer. På julemarkedet finder du gårdens egne frugter og grøntsager, såvel som chokolade, nyristet kaffe, kolonialvarer, oste, vine, kød, kornprodukter, brød og kager fra andre økologiske leverandører. Der er smagsprøver og masser af nissesjov for børnene, der bl.a. kan prøve at kaste med smørklat, finde vej i nisselabyrinten på marken, besøge nissens værksted og gætte grøntsager. Gaardcaféen byder desuden på en økologisk brunch.

Åbent:
1., 2., 8., 9., 15. og 16. dec: Kl. 10-15.
Krogerup Avlsgaard
Krogerupvej 3
3050 Humlebæk
Tlf.: +45 4916 3575
www.aarstiderne.com/butikker/krogerup