Claus og Jørgen Falck Larsen

Er det arveligt?

I genetisk forstand er det næppe arveligt, men Claus Falck Larsen, søn af Jørgen Falck Larsen, kan ikke løbe fra, at han er påvirket af sin far. Både far og søn er læger, og de har begge været vært for en international kongres. Og de er enige om, at kongresser giver gode netværk og sætter fokus på dansk forskning.

Tilbage i 1992 fulgte Claus Falck Larsen, overlæge på Rigshospitalets TraumeCenter, med fra sidelinjen, da hans far, Jørgen Falck Larsen, dengang overlæge ved Amtssygehuset i Herlev, var med til at vinde en international gynækologkongres til København.

- Al den glæde og iver, som min far udviste i hele forløbet, har absolut smittet af på mig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var en kæmpe opgave, men det var tydeligt for mig, at det var spændende og udbytterigt at være vært, fortæller Claus.

Den største kongres

Det var de nordiske Videnskabelige Selskaber for Gynækologi og Obstetrik, der med Jørgen Falck Larsen i spidsen, vandt FIGO ’97 til København. Over 7000 forskere og læger deltog, hvilket på det tidspunkt gjorde FIGO ’97 til den største kongres afholdt i Danmark nogensinde.

Jørgen Falck Larsen har interesseret sig for internationalt samarbejde lige siden studentertiden og havde forud for FIGO ’97 arrangeret mange internationale symposier og møder i Danmark.

- Da jeg blev forsker, lærte jeg at forstå betydningen af videnskabelige møder, hvor forskere fra mange lande udveksler erfaringer. Og at få så stor en kongres som FIGO til København betyder virkelig noget for både forskningsmiljøet og det videnskabelige speciale, siger han.

Gl. Dansk som våben

Beslutningen om at forsøge at få kongressen til København blev truffet på FIGO ’88, der fandt sted i Rio.

- Rio er en enormt spændende by, men organisatorisk var kongressen en katastrofe. Åbningsceremonien blev afholdt 20 km fra kongrescenteret, og alt foregik på portugisisk uden oversættelse. Den første dag gik lyset i alle lokaler, og mange deltagere følte sig utrygge, når de færdedes i Rio om aftenen. Blandt de danske deltagere var vi en gruppe, som mente, at det kunne vi altså gøre bedre i København.

Men bl.a. Bruxelles, Madrid og Rom ville også være vært for FIGO ’97.

- Der gik prestige i at slå disse traditionelle kongresbyer. Men vi mente, at vi var for få til at gøre os gældende i kampen, så vi allierede os med de andre nordiske lande om at få FIGO ’97 til København.

De allierede sig også med ICS, International Conference Services, og Wonderful Copenhagen og snuppede værtskabet for næsen af Rom.

- Jeg ved ikke, hvilken enkelt faktor der gjorde udslaget. Vi slog på vores stærke forskningsmiljø, den skandinaviske effektivitet og vores professionalisme. Desuden fremhævede vi Bella Centers faciliteter, der kunne huse alle arrangementer, vores gode hoteller, og hvor nemt det er at komme til København fra hele verden. Vi benyttede også enhver given lejlighed til at huske dem på os og København. Ved et FIGO-bestyrelsesmøde i Sydamerika bød jeg på Gl. Dansk i Holmegaard snapseglas og fortalte dem, at vi i Danmark har erfaring med, at det giver et møde i rigtig god stemning. Og ved flere andre tilfælde brugte vores ledsagere tid på at overbevise alle ægtefæller om, at vi ville tage imod dem med åbne arme i København.

Vis dit speciale frem

Claus Falck Larsen har arrangeret flere møder og kongresser i København, og næste år er han vært for Congress of the Scandinavian Society for Surgery of the Hand, en kongres med 400 deltagere. Hans erfaring er, at man ved internationale kongresser ikke alene får nye input, men også får udvidet sit netværk.

- Den faglige del er vigtig, men det er det personlige møde med kolleger fra andre lande, som virkelig flytter noget. Når internationale kongresser afholdes her, giver det desuden mange unge danske læger og forskere mulighed for at deltage og i mange tilfælde endda fremlægge egne undersøgelser. Man kan jo ikke sende et kæmpehold af sted til alle internationale kongresser, men når det afholdes i København, er det nemt, siger han.

Far og søn er enige om, at en international kongres åbner døre ved, at man får vist sin egen afdeling og sit speciale frem for verden. Og det giver ringe i vandet. Ved FIGO ’97 var der fx nogle store udenlandske virksomheder, som fik øje på, at der i Danmark var læger og forskere, som man kunne samarbejde med, og det har betydet meget.

- Jeg vil gerne slutte af med at give et godt råd til alle, der vil arrangere en større kongres. Saml nogle ildsjæle, som vil engagere sig, ligesom vi gjorde ved FIGO ’97. Ellers kan de helt store kongresser nemt blive for stor en mundfuld. Der skal nerver til at lave en stor kongres, men det giver virkelig en tilfredsstillelse såvel fagligt som personligt. Og så synes jeg, at selvom vi er et lille land, så kan vi ikke tillade os at lade andre lande trække læsset hver gang. Vi skylder dem at invitere dem herop, afslutter Jørgen.

Oktober 2003