Jeg snupper Tivoli!
... præsidenten var ellers lige ved at fortryde, da haven forlængede sæsonen i 1999.
Tivolisæsonen 1999 stod på masser af varme dage og lune aftener og så oven i købet helt hen i slutningen af en åbningssæson, der jo blev ekstraordinært forlænget. Også overlæge og professor dr.med. Flemming Gjerris, Rigshospitalets Afdeling for Neurokirurgi, tænker tilbage på denne Tivolisæson med tilfredshed - og lettelse.
Hans kongres for 1.200 neurokirurger i Tivoli (The 11th European Congress of Neurosurgery for European Association of Neurosurgical Societies) blev så stor en succes, at han ufortrødent siger til andre kongresværter: Snup Tivoli, hvis I kan!
- Jeg fik så mange klap på skulderen og deltagerne var utrolig glade, siger Flemming Gjerris. - Atmosfæren i Tivoli er fantastisk og haven ligger så centralt, at de mange ledsagere nemt kunne smutte fra hotellet over til Tivoli for at spise frokost med kongresdeltagerne. Det eneste lidt upraktiske ved Tivoli er, at man skal udenfor for at komme fra den ene udstilling og foredragssal til den næste. Men det blev nærmest vendt til en fordel under vores kongres, fordi vejret var så pragtfuldt.
Budget til revision
Der var ellers et tidspunkt, hvor Flemming Gjerris var knap så glad. Det var, da Tivoli meddelte, at haven forlængede sin sæson, så der ville være åbent for publikum i det tidsrum, hvor neurokirurgerne ellers havde tænkt sig, at de have det hele for sig selv. Det betød, at der var andre gæster i parken, og at nogle af restauratørerne og udlejerne derfor ikke længere var så interesserede i at reservere deres lokaler til kongressen og dens gæster.
Resultatet var, at der skulle flere penge til at leje de nødvendige lokaler, og Flemming Gjerris frygtede på et tidspunkt, at det hele ville ende med et underskud - som han måtte bære, fordi han personligt hæftede for økonomien.
- Derfor mener jeg, at fremtidige kongresværter burde overveje, om ikke det økonomiske ansvar kan fordeles på en hel bestyrelse. Jeg ved ikke, hvorvidt det kan lade sig gøre, men der må være mange andre kongresværter, der har haft det, som jeg.
Et særligt stik
De mange udstillere - 71 i alt - som måtte "tage til takke" med to udstillingstelte, bar en god del af de ekstra omkostninger, og kongressens økonomi løb rundt.
Andre småfejl og mangler går hurtigt i glemmebogen, mener Flemming Gjerris, der i stedet glæder sig over deltagernes begejstring for Tivoli, de venlige og servicemindede kontrollører, en professionel hjælp til lys og billeder, en pragtfuld reception på Københavns Rådhus - plus en åbningsaften, der virkelig tog kegler. For dér havde Flemming Gjerris også et kort på hånden, som ikke mange andre vil kunne stikke: Hans datter Helene Gjerris, prisbelønnet og anmelderberømmet mezzosopran, gav prøver på sin kunnen med arier af Bizét, Rossini, Mozart, Prucell med flere.
Andre samarbejdspartnere
ICS International Conference Services var PCO på neurokirurgernes kongres og stod blandt andet for håndtering af abstracts og foredragsholdere. SAS var official airline for kongressen.
Billede: Carsten Gregersen foran 'Restaurant Bagatellen' i Tivoli.