Han satsede dobbelt
Larry Servin fra den internationale cementvirksomhed Scancem i
Malmø måtte kæmpe i årevis for at få verdenskongressen
"International Development Research Council", IDRC, for Corporate
Real Estate Managers til nordeuropæiske himmelstrøg.
Bare det at fange bestyrelsens interesse holdt hårdt. Faktisk
var Norden slet ikke aftegnet på de kort, som den amerikansk
funderede organisation tidligere præsenterede i sit materiale. De
3.500 medlemmer af IDRC er ellers flittige kongresdeltagere med to
internationale møder i USA om året, et i Europa samt et i Asien -
hver gang med 2.000 - 3.000 deltagere. Alligevel har der ikke
tidligere været en IDRC-kongres i Skandinavien. Men
København-Malmø-kongressen blev en af de mest velbesøgte og bedst
arrangerede kongresser i Europa til dato.
- Som jeg sagde i min tale til kongresdeltagerne: Der skulle
en bro og en helt ny region til, for at bestyrelsen blev overbevist
om at kongressen skulle hertil, fortalte Larry Servin, da han
modtig prisen som Årets Kongresvært 2000. Prisen og de medfølgende
25.000 kr. fik han for sin rolle i at have fået den første
egentlige internationale kongres til regionen og for, som svensker,
at have taget initiativ til en kongres, der har hjemme i
København.
Ros for det interregionale
- Scancem holder til i Malmø, men jeg var ikke sikker på, at
det ville lykkes for mig at få kongressen hertil med malmø som
værtsby alene. Istedet satsede jeg på både Malmø og København. Og
det viste sig at være et ekstra plus, da jeg søgte om at få
kongressen, tilføjer Larry Servin.
Han beskæftiger sig til daglig med at tilrettelægge køb og salg af
virksomheder inden for den verdensomspændende cementkoncern. Han
har siddet i IRDC's bestyrelse siden 1993.
- Broen og regionen spillede en vigtig rolle, da
IDRC-kongressen løb af stabelen i september 2000, og netop denne
interregionela idé har høstet mange positive tilbagemeldinger og
givet kongressen en høj placering i forhold til andre,
tilføjer Servin.
Kongressen blev tilrettelagt sådan, at møderne blev afholdt på
Radisson SAS Scandinavia Hotel i København, og at mødedeltagerne
besøgte Malmø på andendagen. Her aflagde de Ørestadsselskabet et
besøg, hvorefter turen gik til Malmø Rådhus. Her var byen vært ved
en middag med Øresundskomitéens Birger Olafsson som hovedtaler.
Efter middagen fik hver enkelt deltager en togbillet og måtte
dermed selv finde hjem til deres hotel i København. Det blev lidt
af en oplevelse for især de de mange amerikanske deltagere, der
ellers aldrig kører med tog.
Arbejde på tværs
Som regionel kongresvært trak Larry Servin på Wonderful
Copenhagens ekspertise og materiale, samtidig med at han kunne
præsentere økonomiske garantier fra såvel Ørestadsselskabet som
Scanstad. Endvidere allierede han sig med overborgmester Jens
Kramer Mikkelsen, ligesom det lykkedes ham at få en officiel
invitation fra Malmøs borgmester Illmar Reepalu.
- Men jeg skulle jo henvende mig to steder - både i København
og Malmø - i forbindelse med mine forberedelser, hvorfor jeg synes,
det er en rigtig god idé, at der nu er kommet et samarbejde i stand
på kongresområdet mellem Wonderful Copenhagen og Malmö Turism. Det
gør det hele meget enklere, slutter Larry Servin.
Billede: Larry Servin modtager Wonderful Copenhagens pris
"Årets Kongresvært 2000", ved en reception på Københavns
Bymuseum.
November 2001