Olaf Gerlach Hansen

Print

Plads til at drømme

Op mod 300 drømmere deltog i konferencen Copenhagen Dreams, der blev afholdt på Holmen under Københavns officielle drømmeuge i ugen op til Skt. Hans.

Hele byen satte fokus på drømme under Copenhagen Dreams, der havde den københavnske overborgmesters og dermed hele byens opbakning. Kongresgæsterne fik, sammen med københavnerne selv, nogle oplevelsesrige dage, til stor glæde for kongresvært Olaf Gerlach Hansen.

På Holmen

Olaf Gerlach Hansen, som er bestyrelsesmedlem i den verdensomspændende, tværfaglige organisation Association for the Study of Dreams - ASD - er ansvarlig for Copenhagen Dreams. Han valgte Kunstakademiets Arkitektskole på Holmen som ramme for kongresarrangementet.

”Det ligger tæt på vandet, hvor der er lys, luft og spændende omgivelser, som inspirerer til at lave nogle mere utraditionelle arrangementer,” siger Olaf Gerlach Hansen og fortsætter:

”Både som arrangør af og deltager ved kongresser kan det ofte være svært rigtigt at bruge den by, man gæster. Med placeringen af Copenhagen Dreams ude på Holmen fik vi lavet en helt naturlig kobling til konferencens emne. Drømme forbindes ofte med vand og luft. Da mange af deltagerne var indkvarteret på hoteller i Nyhavnsområdet og derfor hver dag tog havnebussen til og fra kongresstedet, blev disse elementer automatisk en del af kongresoplevelsen.”

Globale perspektiver

Der er imidlertid ikke noget luftigt over de perspektiver, Olaf Gerlach Hansen ser i det tværfaglige, transnationale studie af drømme: ”Alle mennesker drømmer, uanset nationalitet, alder, køn og sociale vilkår. Studiet af drømme lægger op til nysgerrighed, undren og tolerance og kan skabe forståelse og sammenhæng på tværs af alle andre forskelle. Det er her, jeg ser de videre perspektiver i foreningens arbejde og afholdelsen af drømmekonferencer. Drømme kan, hvis vi kan finde nogle gode, videnskabelige tilgangsvinkler, blive omdrejningspunkt i drøftelser af større, globale spørgsmål.”

Netop det globale udsyn er grunden til, at det har været så magtpåliggende for Olaf Gerlach Hansen at få drømmekonferencen til København. ”Danmark er en lille nation uden indlysende, økonomiske interesser i 3. verdenslandene. Det vækker tillid og gør København oplagt som mødested for drøftelser af globale spørgsmål,” siger han og fortsætter:

”Ved at placere konferencen i København lykkedes det os at få den gjort mere international. ASD er som organisation mest fremtrædende i USA, men vi kan se, at konferencen, fordi den fandt sted i København, fik større europæisk, afrikansk og mellemøstlig deltagelse".

                                                                                                                                                 April 2004