Kongres som døråbner
ECOC kongressen har været afholdt i København to gange – første
gang blev Danmark sat på verdenskortet og anden gang blev Danmarks
position som et af verdens førende lande indenfor optisk
kommunikation cementeret.
Når en international IT-kongres afholdes i Danmark, er det en
fordel for hele branchen. Det er godt for de danske virksomheder og
for forskningsmiljøet, for netværk, for ordrebøgerne og for de
studerede indenfor feltet. Derfor tøvede de danske virksomheder
indenfor optisk kommunikation ikke med at slutte op om projektet,
da COM-centeret på DTU i 1997 sagde ja til at afholde ECOC 2002 i
København. Sammen med COM-centeret stillede virksomhederne den
økonomiske garanti på 1,6 mio., der skulle til for at skyde
projektet i gang.
DTU professor Ejner Nicolaisen, der var en af kongresværterne for
ECOC 2002 fortæller: - På COM-centeret så vi primært på
det forskningsmæssige, men virksomhederne, der stillede med
garantien, var naturligvis også interesserede i den store
eksponering, der følger med, når der afholdes så vigtig en kongres
i Danmark. I forbindelse med kongressen var der flere, der holdt
åbent hus for udenlandske forskere og kunder. Generelt betød
kongressen, at vi internationalt fik slået fast, hvor stærkt
Danmark står på dette område og det betyder bl.a., at der nu er
meget større sandsynlighed for, at vi bliver valgt ved
EU-licitationer.
ECOC 2002 cementerede Danmarks position
ECOC er en årligt tilbagevendende kongres, som arrangeres i regi
af kongressens europæiske organisationskomite. København har været
vært for kongressen én gang tidligere, nemlig i 1981.
- Den gang var der ingen ude i den store verden, der havde hørt
om os. Pludselig kom der fokus på København og Danmark, hvilket gav
os gode netværk og international synlighed. Det betød virkelig
meget for opbygningen af nye aktiviteter i Danmark. Der har også
været stor interesse anden gang, men her har det mere været et
spørgsmål om at få profileret alt det, der allerede er her,
siger professor Palle Jeppesen, som var formand for både ECOC 1981
og ECOC 2002.
Videnskabsministeren deltog
Videnskabsminister Helge Sander besøgte udstillingen i
forbindelse med ECOC 2002, der fandt sted i Bella Centeret i
København i september 2002. Til trods for nedgangen i branchen og
den generelle afmatning i verdensøkonomien, var der hele 1550
delegerede og 1700 besøgende på udstillingen, foruden de flere
tusinde, som bemandede standene. Helge Sanders tilstedeværelse gav
ECOC 2002 en del medieomtalte i dansk presse, men det var især den
internationale fagpresse, der dækkede begivenheden. COM-centerets
forskning og de danske virksomheder fik megen omtale i både de
trykte og elektroniske medier, som følger den optiske
branche.
Hans Damsgaard, direktør i OFS, siger: - Vi fik etableret nogle
nye kontakter ved kongressen, ikke mindst i forbindelse med vores
åbent-hus arrangement. Jeg synes dog, at det var lige så vigtigt,
at der kom mere fokus på branchen herhjemme. Optisk kommunikation
er et vigtigt forskningsområde med stort potentiale. Derfor
forventer og håber vi, at den opmærksomhed, der blev skabt i
forbindelse med ECOC 2002 gør, at vores branche fremover huskes af
fx Videnskabsministeriet. Flere forskningsmidler og en bredere
opbakning ville hjælpe os med at blive en endnu stærkere
international spiller.
Professionel hjælp gav en bæredygtig økonomi
I 1981 arrangerede COM-centeret kongressen helt på egen hånd.
Det var et meget stort arbejde, selv om der kun deltog lidt over
600 personer. På anbefaling af Wonderful Copenhagens
kongresafdeling hyrede COM-centeret derfor en PCO (Professional
Congress Organizer) forud for ECOC 2002. DIS Congress Service
Copenhagen A/S blev valgt og tog sig af det praktiske, så som
booking af Bella Center, registrering, trykning af alt materiale,
sociale arrangementer og middage, transport, hoteller m.m. Desuden
sørgede DIS løbende for at skalere bestillinger af faciliteter og
udstyr. Dette sammen med den pæne deltagertilslutning var med til
at sikre projektet en bæredygtig økonomi, og garantien på 1,6 mio.,
som erhvervet og COM-centeret havde stillet, blev aldrig brugt.
De rigtige rammer
Bella Centerets state-of-the-art IT faciliteter, der er unikke
af sin slags i Europa, auditorierne, logistikken og
udstillingsfaciliteterne blev rost af de udenlandske gæster. Og til
trods for, at udstillingen ved ECOC 2002 var den største i ECOCs
historie, med en 7100 m2 stor udstilling, kørte det hele på
skinner.
Ejner Nicolajsen siger: - Bella Centeret har en stor,
professionel stab og Nexus, der står for udstillingerne på ECOC
sagde, at det er den nemmeste udstilling de nogensinde har
lavet.
En stor indsats med et stort udbytte
At arrangere en international kongres er en opgave, der byder på
mange udfordringer; Især hvis man mest er vant til at færdes i
laboratoriet eller bag bunkerne på skrivebordet.
Palle Jeppesen siger: - Det er et kæmpe arbejde – det er en
form for borgerpligt, som jeg mener, at man skal påtage sig, for
forskningens og branchens skyld. Der følger så mange positive ting
i kølvandet, så vi kan kun opfordre andre forskningsområder til at
gøre det samme.Vi er overbeviste om, at ECOC 2002 vil give en
afsmittende effekt mange år fremover. Arbejdet gav mig også en stor
personlig tilfredsstillelse, og det var rigtigt sjovt at stable det
hele på benene. Desuden var det jo fantastisk, at så mange
studerende fra især DTU, men også KU fik mulighed for at besøge en
international kongres som ECOC. Det kunne de kun, fordi kongressen
fandt sted i Danmark.
ECOC 2002 var organiseret af COM-Center på DTU i samarbejde
med:
- Giga ApS, an Intel company
- Ibsen Photonics A/S
- NKT Integration
- NetTest A/S
- OFS Denmark I/S
- Scientific-Atlanta Arcodan A/S
- TDC Tele Danmark A/S
- Telia A/S
- Tellabs Denmarks A/S
August 2002