Ny guide til byens arkitektur

Print

Ny arkitekturguideEn ny byguide giver overblik over hovedstadens nye arkitektur og byudvikling

Med den nye byguide 'Ny arkitektur i hovedstaden' kan du gå på opdagelse i hovedstadens nye byggerier, parker og bykvarterer og få styr på fakta og indblik i de tanker og visioner, der ligger til grund for byens nye byggerier.

I byguiden kan man blandt andet læse om den nye kanalby, der efter hollandsk forbillede, er ved at opstå i Sydhavnen, om Ørestaden, hvor DR's medieby netop er taget i brug, og om de nye smukke undervisningsbyggerier i bydelen omkring de nye pladser på Frederiksberg.

57 arkitektoniske nyheder
Dette er blot et udpluk af de i alt 57 arkitektoniske nyheder byguiden byder på. De nye byggerier er inddelt efter deres placering i de forskellige dele af hovedstaden. Hvert kvarter har sit afsnit, og alle projekter er afmærket i et bykort bag i bogen. Guiden findes på dansk og engelsk.

Et digitalt projektgalleri
Bag guiden står den åbne by- og boligudstilling COPENHAGEN X, der desuden har samlet alle København og Frederiksbergs nye projekter i et digitalt projektgalleri på www.copenhagenx.dk

Gratis guidede ture
Hvis man gerne vil supplere sin byguide med en levende guide, inviterer COPENHAGEN X hver søndag sommeren igennem på gratis guidede ture til den nye arkitektur i fire af hovedstadens kvarterer. De gratis ture går til Syd- og Nordhavnen, Ørestad Nord, Amerika Plads samt til Porcelænshaven og Frederiksbergs nye pladser.

NY ARKITEKTUR I HOVEDSTADEN kan købes på Dansk Arkitektur Center på www.bygnet.dk og hos den lokale boghandel. Byguiden koster 50 kroner.