Byen, der byder på konger, vikinger og festival
Roskilde er en af Danmarks ældste byer. For mere end 1.000 år siden anlagde vikingerne en handelsplads, som udviklede sig til en betydelig by. I Middelalderen var Roskilde hovedsæde for kongen og gejstligheden. Byen er i dag rig på historiske og kulturelle seværdigheder.
39 kongelige er begravet i Roskilde Domkirke
Den smukke Roskilde Domkirke af røde teglsten blev påbegyndt af biskop Absalon i 1170. Den er gravkirke for det danske kongehus. I alt ligger 39 konger og dronninger begravet her - mange i pragtfulde sarkofager. Domkirken er på UNESCO's liste over verdens umistelige kulturværdier.
Vikingeskib på Roskilde Fjord
Roskilde Fjord kan opleves om bord på et vikingeskib eller fra moderne udflugtsskibe. Nyd en sejltur mellem holme og øer, langs de skovklædte brinker med udsigt til det rige fugleliv.
Havnen summer af liv, og her ligger det gamle gasværk, som nu er kunstgalleri og værksted for kunsthåndværkere.
Roskilde festival
I centrum findes gågaderne og torvet med et livligt handelsliv. Kulturen blomstrer året rundt, og byen har et rigt musikliv - fra Roskilde Festival til koncerter på Domkirkens orgel fra 1554. Den smukke omegn byder på en række historiske seværdigheder og et pragtfuldt landskab, der er som skabt til hyggelige cykel- og vandreture.