Tøjbutikker bliver til barer, caféer sælger tøj, som man i øvrigt kan vaske på restauranten, mens man læser en billigbog, man har købt i baren. Fusions-bølgen har ramt Københavns caféer.
Umiddelbart har en vaskemaskine og en velskænket fadøl ikke meget tilfælles. For ikke at tale om en orkidé og en kvalitetskaffe. Og dog. Flere og flere københavnske caféer ser en fordel i at kunne lidt mere end at servere brunch, kaffe og fadøl.
Café, vaskeri og boghandel
På The Laundromat Café kan man nyde en brunch, planlægge sin dag eller læse i en af de 4.000 paperbacks, mens man vasker sit tøj i rummet ved siden af.
Islandske Fridrik Weisshappel er tømrer og har selv indrettet sin café, vaskeri og brugtbogsudsalg med gedigne egetræsplanker og orange lampetter.
The Laundromat Café, Elmegade 15. Tlf.: 35 35 26 72.
Mandag - torsdag kl. 08 - 24. Fredag - lørdag kl. 08 - 02.
Restaurant, natklub, galleri, plader og tøj
Gefärlich på Fælledvej på Nørrebro består af to etager med restaurant, natklub, pladebutik, tøjbutik og galleri. Det populære sted har fra onsdag til lørdag forskellige dj’s, der vender plader. I weekenden bliver restauranten på første sal omdannet til cocktailbar, når køkkenet lukker. Tøjbutikken forhandler blandt andet en avantgarde-skolinje fra Puma.
Gefärlich, Fælledvej 7, København N
Mandag - tirsdag: 11 - 24. Onsdag: 11 - 02. Torsdag - fredag: 11 - 03. Lørdag: 10 - 03. Søndag: 10 - 24
Kaffebar og blomsterbutik
På Kaffeplantagen på Sankt Hans Torv på Nørrebro mødes duften af friskbrygget kaffe og blomster. Kaffen hedder Chiaroscuro og kommer fra et lille risteri i Firenze.
Man kan både købe bønnerne med hjem eller nyde kaffen i butikken. Kaffeplantagen er røgfri, da de sarte blomster ikke tåler nikotin.
Kaffeplantagen, Sankt Hans Torv 3, tlf.: 35 36 22 32. Mandag - fredag kl. 8 - 21. Lørdag - søndag kl. 9 - 21.
Bar, tøjbutik og interiørforretning
Barbarellah er både loungebar, tøjudsalg og møbelbutik. Bag Barbarellah står tre chilenske søskende, der fik inspirationen til stedet i Barcelonas fusionsbutikker. Brødrene Pablo og Daniel har begge været bartendere og står for indretningen, mens søster Barbara designer tøjet under navnet Barbarellah. Interiøret er til salg - fra borde og stole til bronzebaren. Stedet specialiserer sig i cocktails og tilbyder snacks som tzatziki, chorizo, kylling og grillet squash.
Barbarellah, Nørre Farimagsgade 41 st. tv. Tlf.: 33 32 00 61.
Mandag - tirsdag kl. 10 - 24. Onsdag - lørdag kl. 10 - 02.
Bryggeri, bar og restaurant
Nørrebros Bryghus er efterhånden en gammel kending og et yderst populært sted hos københavnerne. Stemningen fra den gamle fabrik i Ryesgade på Nørrebro fornemmes stadig, især med de store kobbertanke i den ene ende af lokalet, hvor husets bryg gærer. Tankene i husets kølerum er direkte forbundet til hanerne i baren. Baren, der ligger i nederste etage, er lidt mere rå og minder om en fredagsbar, mens restauranten på etagen over er dækket med hvide duge og serverer skøn mad.
Nørrebro Bryghus, Ryesgade 3. Tlf.: 35 30 05 30.
Mandag - onsdag kl. 11 - 24. Torsdag - lørdag kl. 11 - 02. Søndag kl. 11 - 22.