Programmet for COPENHAGEN FASHION WEEKEND er klart, og der er noget at glæde sig til for byens fashionistas. Fra den 6. - 10. august bydes der på alt fra make-overs til modeshows og gode tilbud i byens butikker.
Alle modeinteresserede kan godt begynde at glæde sig til Nordens største modeevent COPENHAGEN FASHION WEEK, der går i gang den 6. august. Alle er inviteret til at deltage i festen via COPENHAGEN FASHION WEEKEND.
Det er anden gang, at Danish Fashion Institute, Wonderful Copenhagen og Københavns City Center præsenterer COPENHAGEN FASHION WEEKEND ud fra ønsket om at åbne modeugen for et stort publikum. Det sker med et program, der byder på over 100 aktiviteter i løbet af fem intense modedage.
Der bliver gode muligheder for at opleve modeugen på tæt hold i form af modeshows, konkurrencer, fester, shoppingevents og udstillinger. Fx kan man komme til show på den officielle showscene i Rådhushallen, modeudstilling på Kunstindustrimuseet, Elite Models & MTV-fest og fashion lounge i flere af Magasins filialer rundt om i landet.
Fra Rådhuspladsen og Kongens Nytorv kan man se sin yndlingsdesigners show broadcastet på storskærme. Modeugeavisen DANSK Daily kan hentes i byens butikker, cafeer, hoteller og restauranter. Modeugepodcasts kan downloades på iTunes og showoptagelser, eksklusivt materiale og interviews kan ses online på www.copenhagenfashionweek.tv.
Programmet findes på www.copenhagenfashionweekend.com eller man kan hente et trykt eksemplar i flere butikker i København.
Yderligere oplysninger:
Danish Fashion Institute
Anne Christine Persson, Presseansvarlig
Telefon: 7020 3068
Mail: anne@danishfashioninstitute.dk
Wonderful Copenhagen
Frederikke Møller Kristiansen, Presse
Telefon: 3325 7432
Mail: fmk@woco.dk