Dukker i Rundetaarn

Print

Fra 4. oktober til 16. november er der teaterdukker, dukkespil og workshops i Rundetaarn.  Du og dine børn kan se mandshøje dukker, hånddukker, marionetdukker, papirdukker og skyggedukker. Her er dukkescenografier, dukkeforestillinger og dukkeworkshops.  Kort sagt dukker i alle afskygninger, som viser det danske dukketeaters mangfoldighed og formåen.

I Rundetaarn kan du blandt andet se scenografien fra Karen Blixens "Skibsdrengens Fortælling", lavet af HM Dronning Margrethe, og Rolf Hansens mandshøje dukker fra Sally-Stina Skriget, som blev opført på Det Kongelige Teater i foråret 2008.

Også for voksne
Udstillingen afspejler, hvordan dansk dukketeater gennem tiden har hentet inspiration fra hele verden, og hvordan handlinger i dukketeatret er inspireret både fra litteraturen og fra dagligdagen. Udstillingen viser, at dukkerne altid har kunnet sige og gøre alt det, vi mennesker end ikke tør tale om.

Lav din egen dukke
Dukker til teater kan være lavet af alt lige fra gammelt skrammel til de fineste træsorter, og en dukke kan ofte være et helt kunstværk i sig selv. Udstillingen i Rundetaarn har arrangeret flere workshops, hvor du selv kan fremstille dukker og lave små spil under kyndig vejledning af professionelle dukketeaterfolk.

Forestillinger
Flere af udstillerne opfører også dukketeater i udstillingsperioden, og der vil være et særligt program for børn i efterårsferien. Endvidere vil en række dukketeaterfolk fortælle om deres liv og arbejde med dukkerne.

Tid og sted
4. oktober - 16. november
Rundetaarn
Købmagergade 52A
1150 København K

www.rundetaarn.dk

Yderligere information
Lilo Skaarup
Liloskaarup@post.tele.dk
Mobil: 26 70 09 05

Janne Kjærsgaard
Heks5@yahoo.dk
Mobil: 23 29 29 94