Dansk ny cirkus i Slotsgården på Kronborg Slot
Ofte har Kronborg Slot lagt mure til klassiske iscenesættelser af Shakespeares udødelige klassiker, Hamlet. Men i år, mere præcist den 7. august kl. 21.00 bliver det anderledes: Med Hamlet Sommer og Københavns Internationale Teaters præsentation af Royal Bones og deres forestilling Fusk på Kronborg Slot, træder dansk ny cirkus ind på en af de betydningsfulde scener i Danmark.
Hamlet på musiskalsk klangbund
Royal Bones og instruktøren Lars Rudolfsson har skabt en fabelagtig forestilling med musik af det danske orkester, Hannes Alliance. Gotiske skikkelser - seks artister og fire musikere - er med i en 'tåget' og musikalsk billedramme, der handler om så svært håndgribelige ting som det usynlige, kærligheden, magten, tilværelsens absurditet og nutidens Europa. Forestillingen FUSK har samtidig alle ingredienser fra Ny Cirkus: Numre i stof, trapez og kinesisk pæl krydret med akrobatik, slapstick og slangemenneskets sære bevægelser.
Hamlet under overfladen
I FUSK ligger Shakespeares Hamlet og lurer lige under overfladen. Vagterne ved Kronborg kan anes. Hamlet og Ophelia, spøgelset, galskaben, desperationen, duellen mellem Hamlet og Laertes og hele magtspillet ligeså. Konkret er nogle monologer også hentet herfra. Men det forbliver en burlesque over Shakespeares drama - kun hvis man selv vil grave dybere i denne rejse i metamorfosens tegn, kan man finde en konkret Hamlet-fortolkning blandt de mange lag, som instruktøren Lars Rudolfsson skaber i sine billedrige forestillinger.
Internationalt format
FUSK er skabt på Orion Teatern i Sverige af Royal Bones i samarbejde med et af Sveriges største instruktørnavne, Lars Rudolfsson. Han har tidligere lavet bl.a. ABBA musicals, og skabt Cirkus Cirkörs til dato mest betydningsfulde forestilling TRIX.
Med Royal Bones på Kronborg Slot indleder kompagniet en større turné, der bringer deres forestilling til flere steder i Norden samt i denne omgang Holland og Ungarn.
Den svenske presse skrev om "FUSK...:
"Fusk er cirkuspoesi man kan hvile i og blive overrasket af... Bare det at lytte til lydende af de spindende ringes rytme mod gulvet eller åndedragene fra Aitouganov og Randrups elskende kroppe i trapezen giver håb om, at ny cirkus igen kan blive et tilflugtssted og fejring af drømmene." Svenska Dagbladet
"... musikken er det mest interessante jeg har hørt længe...Det er virkelig anderledes og lovende når musikken for kontrabas, violin, guitar og stemme skaber sit klare ståsted og forførende skaber sammenhæng mellem klassisk, jazz, rock og gregoriansk musik." Dagens Nyheter
Baggrunden
Kronborg Slot har tidligere lagt scene til så store skuespillere som Laurence Olivier, John Gielgud, Gustav Gründgens, Michael Redgrave, Richard Burton, Derek Jacobi og mange flere. I 2000 relancerede Hamlet Sommer og Københavns Internationale Teater Hamlet-gæstespillene på Kronborg Slot.
Spilleperiode
7., 9., 10., 11., 12., 14., 15., 16., 17. og 19. august, alle dage kl. 21.00
Varighed: 75 min.
Yderligere oplysninger
Hc Gimbel, Københavns Internationale Teater, tlf.: +45 4693 1096 / 5126 8910, eller e-mail hcg@kit.dk.
Billetsalg
Billetter kan købes på BILLETNET, tlf. + 45 7015 6565