Rovfugle og rollespil på Esrum Kloster

Print

Esrum Kloster og Møllegård byder i efterårsferien børn og voksne inden for til historisk rollespil, rovfugle-opvisning samt masser af leg og underholdning.

Slaget om Esrum, et middelalderrollespil i autentiske omgivelser
Tirsdag den 14. oktober og torsdag den 16. oktober i efterårsferien opføres det historiske rollespil "Slaget om Esrum", der foregår i 1270. Munke, bønder, kropiger, borgfruer, handlende, svindlere og tyvetøser kaster sig ud i et historisk rollespil ledet af uddannede rollespilsinstruktører. Undervejs er der masser af arbejdende værksteder: Sværd, pung, amulet, klostermedicin, bueskydning, pilgrimsmærke, mel og brød samt en kro. Middelalderlandsbyen i Brøndby laver bueinstruktion og pilgrimsmærker med deltagerne.

Tilmelding til rollespillet er nødvendig. Pris 150 kr. inkl. alle arbejdende værksteder. Billet købes over nettet på www.esrum.dk

Kom tæt på rovfugle
Onsdag den 15. oktober kl. 11.00 og 14.00 i efterårsferien kan du komme helt tæt på rovfugle, når Danske Falkonerer viser deres fugle frem. Seth, en 5 år gammel sakerfalk, er luftens mester og en dygtig jæger. Høgen Gismo er 4 år, en Harris Høg, kendt for sin evne til at jage langs jorden, fx gnavere som vildkaniner. Rovfuglen Spot er en afrikansk plettet hornugle på 4 år, som kan flyve til handske hos publikum - hvis vindforholdene er til det.

For at deltage i aktiviteten kræves der entré til området, kr. 40.00 for voksne, kr. 20.00 for børn der er fyldt 5 år. Billet købes i butikkerne.

Kom til jagtprøve eller leg på området
På stien ved Møllegården kan du tage jagttegnsprøven - se om du kan ramme med bue og pil, kende dyrene eller følge et spor?

Alle dage i efterårsferien kan børn og legesyge sjæle lege i halmborg ved Møllegården, i Jonsborg ved Klosteret og på klostrets grønne områder.

Yderligere oplysninger
Lene Christensen 4836 0417
www.esrum.dk