Kaffesalonen: Spis på vandet
Lige ved siden af Dronning Louises bro kan du spise din morgenmad eller drikke en aftendrink på Søerne. Kaffesalonen har hele sommeren udeservering på den store ponton, som ligger på Peblinge Søen. Åbent indtil kl. 24.
Hacienda: Sandwich i det grønne
Sid i ro og mag i grønne omgivelser, midt i byen, og nyd din morgenmad eller frokost. På Hacienda i Ørstedsparken er der mulighed for både sol og skygge, og ikke mindst frisk parkluft. Åbent fra kl. 10 - 20.
Kunstindustrimuseets café: Frokost under lindetræerne
En sand oase i byen er Kunstindustrimuseets café, der byder på lækre, økologiske frokostretter og hjemmebagte kager. Om sommeren er der udendørs-servering i museets smukke Grønnegård med stor græsplæne, lindetræer og smukke skulpturer.
Masser af sol på Halmtorvet
På det mondæne Halmtorvet på Vesterbro er der masser af plads i solen. Flere caféer serverer mad og drikke på pladsen i midten og uden for de enkelte caféer. På en varm sommerdag er her fyldt med københavnerne, der nyder udelivet.
Morgensol på Sankt Hans Torv
Det populære torv på Nørrebro byder også på masser af muligheder i solen. Prøv evt. Pussy Galore's Flying Circus, der har udendørsservering hele dagen. Der er sol fra morgenstunden, og lune tæpper og varmeblæsere om aftenen.
Bryggens Spisehus: Aftensol og havudsigt
På Bryggen finder du god aftensol med dejlig havudsigt. Bryggens Spisehus er en del af Kulturhuset Islands Brygge, der har masser af kulturelle tilbud. Hvis vejret er godt tændes grillen, og du kan købe en grillbuffet med flere salgs kød og salater til 149 kroner.
Økologisk mad og dj's på Karriere Outdoor i Kødbyen
Københavns nye in-steder åbner i den gamle Kødby på Vesterbro, og en af de populære steder er Karriere. I sommerperioden har Karriere sat bænke og borde op på den solrige udendørsplads, hvor der bliver serveret økologisk mad fra grill, svalende drinks, pandekager, snobrød og is. DJ'en spiller lækre sommerbeats torsdag og fredag kl. 17 - 22, hvorefter gæster ikke må drikke alkohol udendørs.