Ny guidet shoppingtur

Print

De er dine personlige shoppere - og samtidig turistguides i det trendy og anderledes København. To københavnske piger deler deres begejstring for byen og tilbyder guidede ture til livsstilsbevidste turister.

Af Poul Seerup

En ny guidevirksomhed Cph:cool tager sine gæster med rundt til Københavns mest hotte forretninger. Turen går til butikker med speciale i tøj og sko, ofte designet med et glimt i øjet. Men der venter også inspiration til fx trendy borddækning. I nogle af forretningerne er der endog mulighed for at få rabat!

Skræddersyede ture

Turene viser også byens pulserende liv og giver et kik ind bag byens facader, som de færreste kender til, men som de to ærke-københavnere bag Cph:cool, færdes hjemmevant i.

De hedder Sine Schmidt og Kristine Munkgård Pedersen og har begge erfaring inden for formidling, design og turisme. Turene tager udgangspunkt i én af Københavns to mest spændende kvarterer: Vesterbro eller Københavns indre by.

Tur 1: Vesterbro: Farverig bydel - som en 'cool city senorita' vil elske!

På denne tur lærer deltagerne bydelen Vesterbro at kende. Vesterbro er blevet en af de mest hotte bydele i København. Oprindeligt et gammelt arbejderkvarter, i dag en bydel med en helt speciel atmosfære og et broget folkeliv.

Turen går bl.a. forbi en af Istedgades innovative design- og modebutikker, Donn Ya Doll. Københavns mindste og hyggeligste kaffebar, Kaffadeli. Ophold her er inkluderet i turen. Og Skydebanehaven, der er et af Vesterbros ukendte åndehuller, hvor bydelens beboere nyder livet på solskinsdage med picnic og solbadning, mens børnene leger.

Indre København: Vintagemode de luxe og marokkansk te!

Mange turister kender Københavns indre by. Tror de! For efter at have været på denne tur, bliver de klar over, at Københavns indre by rummer særdeles mange flere oplevelser og attraktioner end de velkendte historiske bygninger og spektakulære pladser.

Turen går bl.a. forbi butikken Stilleben med moderne kunsthåndværk, primært keramik. Tøjbutikken Wettergren & Graumann med luksuriøst vintagetøj til den moderne storbykvinde. Den Marokkansk tesalon, Café The á la Menthe.

Fakta:

  • Cph:Cool har en daglig tur mandag - lørdag kl. 11.30.
  • En tur varer to timer og foregår til fods i små grupper med højst seks deltagere.
  • Der er to ture at vælge imellem: En Vesterbro-tur - og en tur i det indre København.
  • Turen skal bookes på forhånd på tlf. 26 95 54 74
  • Læs mere om priser, ruter m.m. på www.cphcool.dk.